I et land fyldt med høje bjerge

Så kom turen til New Zealand. Agnete var glad for at være tilbage igen, og Morten var glad for, at han endelig ville opleve det land, som hans kæreste altid fortæller så entusiastisk om.

 

Vores første dage i New Zealands største by, Auckland, blev brugt på at slappe af og slentre rundt i byen. Vi var hårdt ramt af jetlag – faldt i søvn midt på dagen og vågnede med knurrende maver om natten – så den traktortrukne burgerbiks “The White Lady”, som har åbent alle døgnets timer og frækhed nok til at parkere lige nedenfor vores vindue, var et farligt bekendtskab.

 

I byen Taupo på nordøen tog vi på sejltur på New Zealands største sø. Lake Taupo fylder mere end Bornholm, og når man vipper rundt ude midt på den og skuer ud over de enorme bjerge, som ser helt små ud for enden af søen, føles det nu mere som at være ude på det åbne hav.

 

Efter at have sejlet med byen i ryggen i ca. 1½ time kom vi ud til de moderne maori-udskæringer på klippevæggene (maorierne er New Zealands oprindelige befolkning ligesom Australiens aboriginals).

 

Vi så den smukkeste solnedgang, vi nogensinde har set, oppe fra tagterrassen på vores hostel i Taupo. Her kan I se begyndelsen af den med søen i baggrunden.

 

Man bliver virkelig mindet om, hvor meget vulkansk aktivitet der er lige under nordøens jordskorpe, når man besøger området “Craters of the Moon”. Her fes den ene dampsky op af jorden (fes ja, for som en lun, kæmpemæssig, fugtig prut indhyllede de én med deres æggehørm).

 

Det var en mere fornøjelig oplevelse at se vandfaldet “Huka Falls”, som er så tyrkisblåt, at man næsten forventer, at det lugter af svømmehal.

 

En tidlig, tidlig morgen tog vi færgen ned til sydøen udstyret med kun den mængde proviant, som var nødvendig for at overleve sejlturen …

 

I New Zealand er det en oplevelse bare at læne sig tilbage i bussædet og nyde den smukke natur, der ruller forbi vinduet.

 

Selvom vi oprindeligt havde planer om at tage på en flerdages vandretur, endte vi med at droppe idéen, så vi i stedet kunne bruge flere dage i “Abel Tasman National Park”. Ved hjælp af vejrudsigten udså vi de mest solrige fem dage, lejede en dobbeltkajak og tog afsted.

 

Se lige, hvem vi mødte på vores første dag i kajakken! Vi var sejlet ind i en lille vig, som kun blev synlig ved højvande, og fandt mere end 20 sælunger (eller er det søløver?), som pjaskede rundt og legede. Vi nærmede os meget forsigtigt for ikke at skræmme de små nus, men da de fik øje på os, blev de endnu mere kåde og svømmede hen til os – hurra, nye legekammerater! De baskede til kajakken, bed efter vores årer, plaskede vand på Morten og sprang omkring os.

Klik på billedet for at se en video af, hvor tæt vi kom på dem.

 

Når man tilbringer natten i en nationalpark langt væk fra elpærer og gadelygter – og når éns medbragte lygte løber tør for batterier allerede den første aften – er der rig mulighed for at nyde den imponerende stjernehimmel i fuldt flor.

 

Det er fornemt at sidde og padle rundt på det azurblå hav med de frodige bjerge omkring én for kræsent at udse sig, hvilken én af de mange lækre strande, man har lyst til at sejle op på.

 

Det ser idylisk ud, og det var det også, men hvad billedet ikke viser er de små aggressive sandfluer, som gik til angreb på vores bare ben, så snart vi steg ud af kajakken.

 

Vi lejede et Trangia-sæt sammen med kajakken og camperede i vores lille telt fra Hong Kong på forskellige teltpladser i parken. Til vores held kunne vi låne ekstra tæpper af de søde opsynsdamer på pladserne, da vores soveposer ikke slog til i de kolde nætter.

 

Bregnerne og naturen generelt i nationalparken har et lidt andet format, end vi er vant til i Danmark.

 

Havet havde den azurblå farve, som ellers kun eksisterer på postkort, men det gemmer på nogle barske rev, som vi skulle passe på.

 

På vandet var vi Pirat-Magnete og Kaptajn-Morten. Vores chikke hovedbeklædninger var anbefalet mod den bagende sol, men på fjerde- og femtedagen uden bad, blev de også éns bedste venner i kampen om at skjule det fedtede hår.

 

Den sidste dag skulle vi sejle på "The Mad Mile", som på ingen måde levede op til sit navn den dag. Her ser I den vildeste bølge, vi oplevede, og den var endda forårsaget af en forbipasserende speedbåd.

 

Tilbage på landjorden tog vi toget ned til Agnetes yndlingsby, Kaikoura, på østkysten. Vi havde købt et buskort til “Naked Bus”, som på denne strækning viste sig at være et tog.

 

Sådan så det ud, da en noget solskoldet Agnete sendte dette billede hjem fra Kaikoura i 2005 ...

 

...I dag – fem år ældre og visere (i hvert fald når det gælder brugen af solcreme) – ser det sådan ud. Samlingen af muslingeskaller er ikke lagt til rette på bordet som sidst, men den er der.

 

Man kan få kartofler i lidt andre størrelser end i Danmark. Det er ikke så tit, vi derhjemme har kunnet lave kartoffelmos nok til to af en enkelt kartoffel.

 

Der er nu ikke noget som en hotdog, når man savner hjemlandet, men igen er den new zealandske variant lidt anderledes. Vi valgte at omdøbe den friturestegte udgave til det mere rammende "pølsepind".

 

Se, hvem vi fik selskab af, da vi spiste frokost på vores hostels terrasse – en knæler. Enten var den her et meget lille og fredeligt eksemplar, eller også virker knælere bare mere drabelige i dokumentarfilm.

 

Den lille fiskerby Kaikoura er omgivet af bjerge, som i  vådt vejr får lidt ekstra hvidt drys på toppen.

 

...men byen er nu mest kendt for sine kolonier af hvaler, delfiner, sæler og fugle, som holder til omkring byen.

 

Man kan uden problemer komme helt tæt på flere af sælerne, som ligger og slapper af nede ved vandet.

 

Strandene er også et paradis for måger, som fanger muslinger og kaster dem på de hårde klipper.

 

Vores sidste dag i New Zealand brugte vi på at skære vores egne halssmykker ud af ben samt spise jordbærtærter på "The Copenhagen Bakery" i Christchurch.

 

New Zealand er et overvældende smukt land, hvis natur ikke bliver mindre bjergtagende af at blive set fra luften, når man forlader det.