Pittsburgh og det store æble

Morten var glad for at se sine venner i Pittsburgh igen, og i New York var det Agnetes tur til lidt familiegensyn.

Martin og hans kæreste Deb reddede Morten fra at blive ensom, da han tilbragte tre måneder på universitetet i Pittsburgh. Da vi kom og besøgte dem, gjorde de igen alt for, at vi havde det godt i deres by.

Mens Martin og Deb var på arbejde, udnyttede vi tiden til at opleve de attraktioner, som Morten aldrig fik afsat tid til sidst. En af dem var den enorme botaniske have Phipps Conservatory.

Ferie til trods kunne Morten ikke holde sig fra et gensyn med arbejdet på Carnegie Mellon University – det havde vejlederen Jack Mostow bestemt ikke noget imod (her på et billede fra januar).

Pop art-kunstneren Andy Warhol var født og opvokset i Pittsburgh. Vi besøgte det lokale museum, som har flere etager fyldt med hans kunst.

Det er vigtigt at holde på de danske traditioner - i hvert fald de sjove af slagsen - så bare fordi vi ikke var i Danmark, forhindrede det os ikke i at brænde en papheks til Sankt Hans. Vi havde lidt svært ved at forklare Debs børn hvorfor ...

Det er lidt af et kulturchok at komme fra fredelige Pittsburgh og til New York - specielt det pulserende Times Square, hvor neonreklamerne blinker 24 timer i døgnet.

New York er fyldt med lækre jazzbarer. Vi tilbragte en aften på stedet Birdland, hvor dresscoden viste sig at være lidt mindre casual end vores vandrersko og cowboybukser. Men vi kom nu ind alligevel.

Her er hun! Frihedsgudinden. Man kunne tage på en guidet tur helt tæt på statuen eller springe på den gratis færge, som sejlede lige forbi. Ud fra billedet kan I næsten se, hvad vi valgte ...

Det virker helt surealistisk at være på Grand Central Station, nu man har set den i utallige film. (Find Holger endnu en gang ved at klikke billedet større.)

Det var på delikatessen Katz's, at Meg Ryan spillede den berømte orgasme-scene i filmen "Da Harry mødte Sally". Stedet har ligget der i over hundrede år og er foruden førnævnte film kendt for deres svulstige pastrami-sandwich. Den smagte ubeskriveligt vidunderligt, men var næsten umulig at kæmpe sig igennem.

Hvorfor betale fuld pris for at se en broadway-musical, når man kan købe billetter hos tkts på selve dagen til halv pris? Tja, det skulle da lige være for at undgå den uendelige kø ...

De første dage i NY fik vi husly hos Agnetes kusine Sara, som pt. bor og arbejder i byen. Som en lille tak kokkererede vi kinesisk mad (se vores madlavningskursus i Kina tidligere på bloggen) til hende og hendes mor, Else, som også var på visit. Og hvorfor spise i stuen, når man kan spise på taget?

...Specielt når man har denne udsigt!

Familie-tamtam og vilde dyr

I Canada tog Mortens familie imod os med åbne arme, og Agnetes ønske om at se vilde dyr gik mere end i opfyldelse.

I Victoria boede vi i Mortens granfætter Svens bofællesskab. En af aftenerne blev dansk med rugbrød, en canadisk version af leverpostej, sild, frikadeller og Tuborg - et sandt festmåltid - kun overgået af næste dags morgenmad på Svens yndlingscafé.

Hver påske er der tradition for, at Victorias børn sætter deres kaniner fri. Tager man et kig ud over universitetsparkens græsplæne, kan man for selvsyn se, at kaniner yngler som...

Efter at have skimmet en stak brochurer på tykkelse med en hel roman udvalgte vi os en af de utallige hvalture fra Victoria. Vi så flere flokke af spækhuggere tæt på og blev til sidst gode til at se, om det var hanner eller hunner ud fra længden af rygfinnerne.

 

Vi tog bussen østpå til Kelowna, hvor vi boede hos Svens forældre, Solveig og Jørgen. De tog os blandt andet med på smukke vandrerture og vinsmagning, men vigtigst af alt: De hyggede om os og forkælede os i en grad, som man ellers kun bliver, når man er hjemme hos mor og far :-)

De canadiske lottogevinster er en anelse større end de danske, så da hovedgevinsten var på 70 millioner (canadiske dollars vel at mærke) var vi nemme at overtale til at spille med.

Vi lejede en bil i Kelowna og kørte nordpå for at besøge mere familie. Undervejs slog vi en smut forbi guldgraverbyen Barkerville, som har bibeholdt sine originale bygninger og i dag har skuespillere til at fortælle om guldgraverlivet.

Otte! Hele otte sortbjørne endte vi med at se i Canada. Den her kravlede op og ned af grøften ved siden af os, inden den endelig fandt et hul i trafikken og krydsede vejen.

Vi så også flere unge elge, der ligesom en ranglet teenager, som endnu ikke føler sig tilpas i sin egen krop, var ved at skvatte over deres egne ben i forsøget på at komme i ly af skoven igen.

Oppe i Fort St. John boede vi hos Solveigs bror Viggo og hans kone Doreen. Også her blev der passet mere end godt på os ...

Solveig og Viggos bror Poul og hans kone Ester boede i nabolaget med deres mere end 30 heste. På besynderlig vis lykkedes det Morten at overtale hestefjendske Agnete til at tage med familien ud at ride en tur en eftermiddag!

Viggo og Doreens søn Chris og hans kone Nicki bor også i Fort St. John. De tog os med på fisketur, hvor der til stor begejstring for deres søn, lille Viggo, blev fanget tre fisk.

Sidste aften i Fort St. John holdt Chris og Nicki spilleaften, hvor Poul, Ester og deres datter Dana også var med.

På vej sydpå igen kørte vi igennem nationalparkerne Jasper og Banff. Flere af dyrene lader sig ikke skræmme af en forbipasserende bil.

Morten så en elg pusle i grøften og kørte ind til siden. Agnete kunne ikke se noget, men da elgen rejste sig op på bagbenene, kunne vi begge se, at det var en stor grizzlybjørn.

I byen Banff inde i parken mødtes vi med Chris' bror Curt til en gang ostefondue, oliefondue og chokoladefondue på en restaurant, som tidligere havde været en swingerclub.

På vej ud af nationalparkerne og sydpå nåede vi at se denne bjergged og dens familie.

Amerikanske tilstande

På USAs vestkyst fik vi bekræftet flere af vores fordomme omkring amerikanerne, men vi blev også overvældet over deres enorme hjælpsomhed.

 

I Los Angeles blev vi taget godt imod af Agnetes gymnasieveninde Anne, som har slået sig ned i byen som musiker.

 

Anne og hendes roommate tog os på en lille sightseeing i Hollywood, hvor vi blandt andet kom forbi det hotel, som Julia Roberts blev reddet fra af Richard Gere i slutscenen fra Pretty Woman.

Vores søde tourguiders tålmodighed blev sat på en prøve, da vi gik på alle stjernerne på Hollywood Bouleward - eller rettere stoppede ved hver anden stjerne for at tage endnu et billede. Her er det Harrison Fords stjerne.

Dadadadadadadada (vores bedste bud på at gengive titelmelodien fra Beverly Hills 90210).

Dagen blev sluttet af med et besøg til udsigtspunktet over byen og det kendte Hollywood-logo.

I LA lejede vi en bil for et par dage og kørte ud i ørkenen. Viva Las Vegas!

Når man nærmer sig spillebyen, begynder den ene kæmpereklame efter den anden at poppe op af det flade ørkensand.

Man kan i et splitsekund komme til at glemme, hvor man er, når man både passerer sfinksen og frihedsgudinden. Hvert hotel har sit eget tema, som prøver at overstråle de andres.

Selv om man passerer Venedis gondoler, minder klorlugten fra "kanalen" en om, at man er i det falske og fantastiske Vegas.

Vi boede på hotellet Circus Circus, som viste cirkusforestilling en gang i timen.

 

I Vegas kan du finde all-you-can-eat-buffeter i alle varianter - for eksempel med pandekager, pasta eller bøffer i amerikansk format. Vi valgte sidstnævnte - de lækreste bøffer i ulækre mængder.

Bare rolig. Vi gjorde det ikke. Selv om det havde været et ømt syn med Elvis-præst og det hele.

Vi spenderede tilsammen hele $10 på denne enarmede tyveknægt, og så var det spil nok for os.

Efter Las Vegas kørte vi mod Grand Canyon og fik en bonusoplevelse med, da turen gik over dæmningen Hoover Dam.

På vejene så vi flere gange amerikanerne køre rundt i deres kæmpemæssige mobilehomes, mens de trak deres bil efter sig.

Grand Canyon er hverken den længste, bredeste eller dybeste, men den er et imponerende syn.

...Især når man står helt ude ved dens kant og føler sig lillebitte til sammenligning.

...Forsvindende lille (find Holger ved at klikke billedet større).

Tilbage i LA besøgte vi Universal Studios, hvor vi blandt andet så Wisteria Lane (fra Desperate Housewives), de gamle biler fra Jurassic Park og Back To The Future samt hajen Bruce fra Dødens Gab. Men bag de virkelighedstro kulisser er der bare - ja, kulisser.

Vi fik også demonstreret filmeffekter i form af diverse eksplosioner i en genopførelse af flere af scenerne fra filmen Waterworld.

Når man bliver sulten og tørstig i USA, er det vigtigt at huske, at denne størrelse er en lille cola, før man bestiller!

Vi tog bussen fra LA og nordpå til det køligere San Francisco, hvor duerne er garvede i at søge ly for regnen.

Byen er opdelt i flere forskellige kvarterer - blandt andet Castro, hvor de regnbuefarvede flag hylder de mange homoseksuelle, som bor i kvarteret. Det var her politikeren Harvey Milk boede.

Vi boede ved siden af China Town-bydelen, som har sin egen port, så man ikke er i tvivl om, hvor man er ved at begive sig ind.

Vi boede også tæt på Little Italy, som foruden de italienske restauranter har markeret sig ved at male italienske flag på alle lygtepælene i kvarteret.

Flere af San Franciscos gader er enormt stejle, men på Lombard Street er hældningsproblemet løst ved at udstyre vejen med det ene skarpe hårnålesving efter det andet.

Vi kunne ikke dy os for at gå ind i den her slikbutik, som havde karameller, der smagte af alt fra ingefærkage til mango. Efter at have fyldt halvdelen af bunden i vores indkøbskurv med godterne måtte vi dog skuffede indrømme, at de smagte mere af salt sæbe end af frugt og kage.

 

Nede fra havnen kunne man se Alcatraz. Fængslet var efter sigende det eneste på sin tid, der gav deres fanger bad i varmt vand. Men det var ikke for at forkæle de hårdkogte kriminelle, det var for at fangerne ikke skulle vænne sig til koldt vand og flygte ud i havet.

Vi undervurderede afstanden ned til San Franciscos varemærke, Golden Gate Bridge, og endte med en lille spadseretur på over syv timer (med fotopauser og lidt omveje).

På afstand ser linerne, som holder broen, ikke ud af så meget, men tæt på er det en anden sag.

I modlys er det svært at se broens farve, men når man står ved stolperne og kigger op, er den lige så rød som på tv.

Efter 21 timer i bus op til Seattle er det uvurderligt at blive hentet af to velkendte ansigter. Hvis I ikke kan huske Alex og Josie, så gå tilbage i bloggen til Darjeeling i Indien. Efter en hjemmesmurt sandwich og et bad tog de os med på fiskerestaurant.

Alex var så sød at give os sit eget soveværelse, og da vi vågnede op, var der pandekager til morgenmad.

Kaffekæden Starbucks blev grundlagt i Seattle, som i dag har over 400 af slagsen! Den første butik ligger der endnu og holder fast ved det oprindelige logo, som er lidt mere udfordrende end det nye.

Alex tog os med til en baseballkamp, hvor byens hold, the Mariners, spillede (og tabte). Men vi fik hotdogs og fadøl i plastikkrus, så vi var lykkelige.

En eftermiddag tog vi på byens kæmpemæssige musikmuseum, hvor de blandt andet har flere af Jimi Hendrixs guitarer - eller hvad der var tilbage af dem.

For at sige tak for gæstfriheden kokkererede vi middag til Alex og to af hendes venner. Aldrig er et kilo frikadeller blevet modtaget så varmt.

I stedet for at bruge ti timer i en kedelig bus op til Canada tog vi hurtigbåden Victoria Clipper op til Victoria på Vancouver Island.