Vores sidste gerning i Sydney var at hente Olga, vores lejede stationcar. Selvom udlejningsfirmaet rystede på hovedet af os, ville vi køre hele vejen fra Sydney og ind til Ayers Rock for at opleve outbacken – og tilbage til Cairns på den nordlige del af østkysten.
Første stop på turen var i nationalparken Blue Mountains, hvor vi en tidlig morgen var så heldige at opleve dette fænomen: Skyene blev suget op ad bjergsiderne og dannede en slags omvendt vandfald.
Den frodige park bød nu også på et væld af traditionelle vandfald.
Et af de mest besøgte steder i Blue Mountains er klippeformationerne The Three Sisters. Ifølge et gammelt sagn forelskede tre søstre sig i tre mænd fra den rivaliserende stamme. Der udbrød krig og for at beskytte søstrene, forvandlede stammens ælste dem til sten. Han blev imidlertid slået ihjel i striden, og søstrene forblev sten.
Når man mere eller mindre bor i en bil, er det med at have proviant med, som ikke behøver at komme på køl og er let at tilberede, så boller med peanut butter var fast inventar i madboksen.
Frugt var også en fast bestanddel i provianten, men desværre måtte vi smide hele beholdningen ud, hver gang vi krydsede grænsen til en ny stat. For at holde mængden af frugtfluer nede, har Australien flere karantæneområder, hvor det kan give kæmpe bøder at tage frugt ind i.
Inde i Centralaustralien er der en by ved navn Cooper Pedy, som på aboriginal betyder "hvid mands hul i jorden" – og det er virkelig, hvad det er. Rundt omkring byen ser man store jordbunker efter jagten på de værdifulde sten opaler.
...så man skal passe på, hvis man bevæger sig uden for vejen.
Inde i selve byen er der flere huse under jorden i de gamle miner end over jorden, så vi sov på et værelse seks en halv meter under jorden. Når lyset blev slutter, var der mørkt!
Næsten uanset hvor man kører i Australien, ser man advarselsskilte om kænguruer, koalaer, emuer og det yderst sjældne fænomen: Cyklister. Inde i det centrale Australien, hvor terrænet er fladere end Danmark, er der dog ikke meget, dyr og cyklister kan gemme sig bag ved.
Efter flere tusinde kilometers kørsel nærmede vi os endelig Ayers Rock. Vi begyndte på lang afstand at klipse løs og var måske lige lovlig ivrige – i hvert fald endte vi ud med en masse billeder af Mount Conner, som ligger på vejen til den rigtige Ayers Rock.
Posen med de værdifulde danske saltlakridser havde været foruroligende let længe. De sidste to lakridser blev gemt til denne Piratos-skål, da vi nåede Ayers Rock.
Vi nåede lige at komme til solnedgangen, hvor den kæmpestore sten er allerrødest – ligesom vi kender den fra postkortbillederne. Idet solen var gået ned lød der et næsten simultant smæk af bildøre, men de turister, der blev tilbage, fik lov til at opleve, at månen nærmest blev født fra toppen af Ayers Rock.
Tæt ved Ayers Rock er de knap så kendte stenformationer The Olgas, som godt kan minde om en stor samling rødbrune hoveder.
Ayers Rock hedder oprindeligt Uluru og er hellig for aboriginals. De er derfor glade for, at det ikke længere er lovligt at bestige deres hellige sten. Men man kan stadig se stien, der fører til toppen.
...I stedet kan man gå rundt om Ayers Rock. Turen er kun cirka ti kilometer, men solen bager nådesløst på én imens.
De fleste billeder af den verdensberømte sten er taget på afstand, så vi var overraskede over at se de mange huller i stenvæggene, da vi kom tættere på.
Der var også flere grotter i forskellige former. Den her ligner næsten en bølge.
Med jævne mellemrum er der placeret oversigtskort, som viser, hvor langt man er nået – for at holde gejsten oppe. Her var vi halvvejs.
Selv om Ayers Rock uden tvivl er den kendteste kæmpesten i Australien, er den ikke den største. Men dens smukke form – slebet af vind, vand og sand – har gjort den verdensberømt.
Ligesom alle andre steder i midten af Australien slap vi heller ikke her for de mange fluer. De velkendte cowboyhatte med korkpropper dinglende i snore ned fra skyggen virkede pludselig ikke så fjollede mere. Fluerne gik efter væsken i vores øjne, ører og næser.
Godt varme i nakken og trætte i flue-vifte-armen nåede vi hele vejen rundt om den røde kendis.
Det er både godt og skidt at kunne sove bag i bilen. Det er billigt, men hårdt ved ryggen når man kun har et tyndt liggeunderlag oven på bilens bulede gulv.
...Til gengæld var det for det mest hyggeligt at tilberede mad over bål.
...Og udsigten, vi vågnede op til, kunne ofte kompensere for en lettere radbrækket krop.
Flere gange var vi uheldige at støde på store græshoppesværme på vores køretur. Efter nærkontakt med sådan en fætter her og alle hans familiemedlemmer, var der en masse bøjede græshoppeben og kvaste vinger, som skulle vaskes af fronten på bilen.
...Og græshopperne kom i flere varianter.
Det er aldrig til at vide, hvilke dyr i Australien der er dødsensfarlige, og hvilke der er harmløse. Ude i outbacken ligner alt en scene taget ud af en dokumentar på Discovery om verdens giftigste dyr. Vores forsigtighed over for denne lille fyr – en thorny devil – viste sig dog at være unødvendig. (Klik for et større billede).
(Syng med, hvis I kender Roben og Knud) "Hvad er det farligste dyr i verden? Svaret er en..."
Vi så (og hørte!) flere dingoer, men de var for hurtige for vores kameraer med undtagelse af den her, som holdt til på en campingsplads om natten.
Det var et lidt andet syn end døde pindsvin i vejkanterne, der mødte os på vejene.
Selv de australske duer er anderledes.
Der var ofte skilte, som bad folk om ikke at fodre de vilde dyr, men nogle af dyrene var meget insisterende på det modsatte.
I dag er det Mortens fødselsdag. Hurra, hurra, hurra! Men hvordan fejrer man det i en bil ude midt i ingenting? Hjemmebagte pandekager til morgenmad er en god begyndelse.
...Mmmh, med friske jordbær.
Den lækre fødselsdagsmiddag på restaurant var en større udfordring, da det eneste, vi kunne finde, var et vejsidecafeterie, der solgte toast, pomfritter og grøntsagsfri burgere. Men de mættede, og colaen var dejligt svalende i heden.
...for der var varmt!
...Men termitterne trivedes i den tørre, røde jord.
Trods tørken groede der meloner i vejkanten flere steder i Centralaustralien.
Man bliver sulten af at køre så meget. De australske truckere måtte levne deres pomfritter efter at have spist denne deluxburger, så servitricen hævede øjenbrynene og sagde "Well Done!", da hun hentede vores tomme tallerkener.
Da vi endelig nåede ud på østkysten igen, forkælede vi os selv med et værelse på et hyggeligt hippiehostel i byen Townsville.
I byen besøgte vi blandt andet et hospital for havskildpadder.
Jo tættere på Cairns vi kom, jo billigere blev bananerne, da bananplantagerne blev et lige så almindeligt syn, som rapsmarkerne er i Danmark.
Den nordlige del af Australien byder på både hvide sandstrande og tropiske regnskove.
Vi så også et over 800 år gammelt figentræ.
...og Australiens første kaffeplantage.
Det gjorde desværre ingen forskel, om vi var inde midt i det centrale Australien eller ude ved kysten. Der var myrer overalt.
Det gjorde heller ikke den store forskel, om vi var udenfor eller indenfor – de små, søde gekkoer kravlede rundt begge steder.
Vores badetøj blev brugt alt for lidt, men flere gange af gode grunde ...
Da vi nåede Cairns boede vi dog i vores badetøj (inden under de supersexede "stinger suits", som beskytter som de brandmandslignende "jelly fish") en hel dag, hvor vi snorklede ved Great Barrier Reef.
Vores snollede engangskamera ydede ikke koralrevene retfærdighed, men i det mindste kan man se den den blå papegøjefisk, som vi svømmede rundt sammen med foruden søpølser, klovnefisk og havskildpadder.
