Fire uger går hurtigt i et land, der har så meget at byde på. Her kan I se lidt af det, vi nåede:
Man skal ikke foranledes til at tro, at ejerne af de kinesiske restauranter i Danmark giver et fortegnet billede af Kina, når de hænger røde papirlygter op udenfor - de hænger virkelig også overalt i Kina.
Lige over for vores hotel i Beijing lå en lille restaurant, som fra dag ét blev vores stamsted. Ingen af de ansatte kunne mere engelsk end “hello”, og da vi ikke kunne mere kinesisk end “ni hao”, var det lidt spændende at bestille mad. Vi blev udstyrret med et menukort med billeder og pegede så på de retter, der så gode ud. På den måde endte vores første måltid med at være stegt lever. Efter den oplevelse bestilte vi altid den samme “sikre” nuddelret som tilbehør – så kunne vi jo spise os mæt i den, hvis det andet, vi bestilte, var for eksotisk.
En dag bestilte vi kylling, og hvis I synes, det ser lækkert ud, så kig lige en ekstra gang på billedet – der er sikkert noget, I overser ...
Efter en del omveje pga. sprogbarrieren mellem os og taxachaufføren fandt vi endelig en såkaldt Lomo-forretning, som sælger kultkameraerne “Holga”. Det er et kamera til film, hvor alt – selv linsen – er af plastik.
... det giver nogle særlige stemninger og farver i billederne.
Med hjælp fra de kinesiske tegn i vores rejsebog og de små sedler, som pigerne i vores hotelreception skrev for os, lykkedes det os at finde hen til nogle af Beijings hovedattraktioner såsom Den Himmelske Freds Port på billedet og Den Himmelske Freds Plads.
Selv iført alt vores medbragte tøj så hundefrøs vi al vores tid i Beijing! Vi havde ikke lige kalkuleret med, at det tidlige forår ville byde på nyfalden sne og istapper.
Det var en lidt anden version af den kinesiske mur, vi fik at se, da det sneede natten før, vi skulle bestige den.
Selv om det med fotopauser kun tog os ca. en time at nå toppen af muren, så var det hårdt for benene pga. de stejle trapper.
Turen nedad var den sværeste med de sneglatte trin, som man nemt kunne skvatte på .
Selv om sneen var smuk, og Beijing var spændende, så måtte vi efter en lille uge kapitulere og købe en togbillet til byen Guilin i det lune Sydkina. De 28 timer i tog ville vi gerne ofre for lidt varme – og man kan da ikke tage til Kina uden at se lyserøde kirsebærtræer i blomst.
Fundet!
Guilins bjerge og floder skulle ifølge kineserne være de smukkeste under himlen. De frodige bjergsider er virkelig også flotte, og det er sjovt at se, hvordan byens huse er poppet op omkring dem.
Selvom Guilins indbyggere er noget bedre til engelsk end Beijings, så kan det af og til smutte ...
Der var masser af gang i Guilins gågader og små markedsboder om aftenen.
... og om dagen var der masser af udflugtsmål tæt på såsom grotten med de ca. 200 buddha-statuer.
... samt en imponerende drypstenshule, hvor der var monteret kulørte lamper, lasere og højttalere, som spillede klassisk musik. Det, der faldt mest i vores vestlige smag, var dog uden tvivl de smukke spejlinger i den underjordiske sø.
En af dagene tog vi på tur til Longsheng, som er kendt for sit imponerende terrasselandskab af marker.
Disen og den snigende tåge gav det hele en magisk atmosfære.
Man kommer nemt til at føle sig lillebitte i den kæmpe natur – og det er man egentlig også. (Klik på billedet for en større version.)
På en lille såkaldt bambusbåd bygget af plastikrør sejlede vi på Lijiang-floden fra Guilin og ned til Yangshuo.
Vi fik en smal bambusstol til deling og hyggede os med motorens tuktuk-lyde fra bagenden af båden.
Det var helt overvældende at sidde på den lille flåde og sejle forbi de mægtige bjerge, der rager op på begge sider af floden.
Hovedgaden i Yangshuo er badet i rødt neonlys om aftenen og er blandt de lokale kendt som "de fremmedes gade". Alle restauranter har den samme batikfarvede dug på bordene, og så er maden som oftest god.
For ca. 8 danske kroner kunne man leje en fin lyserød damecykel og cykle uden for byen – væk fra de mange sælgere og ud i den skønne natur.
Udstyret med et fortegnet kort begav vi os på jagt efter Moon Hill – et bjerg med et måneformet hul i toppen. Da vi til sidst opgav at få noget nyttigt ud af kortet, opdagede vi, hvad der gemte sig bag os ...
Yangshuo er bl.a. kendt for sine citrusfrugter – lige fra de håndboldstore pomeloer, som vi også kan købe derhjemme, til de helt små, søde citrusfrugter på størrelse med små bordtennisbolde. Det dufter himmelsk, når man cykler igennem sådan en appelsinplantage i blomst!
Vi tog på en anderledes fisketur en aften. En mere end 90-årig gammel mand med et langt tyndslidt fipskæg sejlede på floden, mens hans dresserede skarvfugle fangede fisk i lyskeglen foran hans båd. Fuglene havde fået bundet en snor om halsen, så de ikke kunne sluge deres fangst, men i stedet måtte hoste den op i fiskerens røde spand.
På det lokale marked i Yangshuo finder man lidt specielle råvarer –her tørrede rotter. (Sarte sjæle bør nok bladre hurtigt forbi næste billede ...)
Nej, vi smagte hverken på den her eller dens venner.
Man kan da ikke mæske sig i lækker kinesisk mad i en hel måned uden at blive nysgerrig efter, hvordan pokker de gør, så da chancen bød sig, tog vi på madlavningskursus. Anordningen i midten er en dampkoger af bambus, som vi også har erhvervet os. I skal glæde jer til at smage, hvad vi har lært, når vi kommer hjem.
Med flere mystiske impulskøb a la dampkogeren kan det være nødvendigt med et smut på posthuset, så rygsækken bliver til at slæbe igen.
Når man er rejst videre til vestlige lande, kan man godt savne, dengang et dobbeltværelse med bjergudsigt kun kostede 30 danske kroner pr. nat, men der er også visse elementer, man ikke savner ...
