Darjeeling – Indiens åndehul

Vores sidste stop i Indien (inden vi fløj videre fra Calcutta) var bjergbyen Darjeeling, som vi forelskede os hovedkulds i.

Turen derop fra Varanasi var lidt af en prøvelse for tålmodigheden. Vi ventede 7 timer på togstationen sammen med en rotte i cafateriet og andre togrejsende – toget kom 5 timer for sent. Derefter brugte vi 21 timer i toget, som i alt endte med at være 12 timer forsinket.

Efter en halv nats søvn i byen Siliguri med mindst én kakkelak på vores hotelværelse, stuvede vi os sammen i en bil til Darjeeling. Det blev en bumlet tur op ad de stejle bjergsider, hvor man virkelig kunne se, hvad Darjeeling er verdensberømt for – dens fine te som gror i små buske på bjergskråningerne.

Ved første øjekast ser byen ikke ud af noget særligt. Men det er som at komme til et helt andet land. Som vores hotelreceptionist i Varanasi sagde: “Hvis du stiller din taske fra dig her, er den væk så snart du vender ryggen til, men hvis du stiller den i Darjeeling, vil den stadig stå der ugen efter.” Området kæmper da også for at løsrive sig og blive den selvstændige stat Gorkaland.

Det er befolkningen, der gør Darjeeling til noget helt særligt. Modsat stort set alle andre indere vi har mødt på vores tur, prøver de ikke konstant på at snyde os. Vores “hotel-mor” her på billedet er det venligste menneske, der kom med hjemmebagte småkager til os en aften og altid sørgede for varmedunke inden sengetid. Som man kan se på hendes ansigt, har lokalbefolkningen nogle lidt andre ansigtstræk end de indere, vi hidtil har mødt.

Maden bærer præg af, at byen ligger tæt op ad Tibet. Derfor kan man de fleste steder få serveret den lækre specialitet momo’er. Det er dampede eller stegte dejboller med fyld af grøntsager eller kød.

På turen til Darjeeling havde vi følgeskab af Trevor fra USA og i en af de hyggelige stuer på vores hotel, lærte vi amerikanerne Alex og hendes mor, Josie, at kende.

Vi tilbragte nogle dage i amerikansk selskab og tog bl.a. op til en såkaldt tibetansk flygtningelejr sammen. Her kunne man støtte ved at købe tæpper, garn, smykker og alverdens andre håndværk, som de producerede foran øjnene på en.

I Darjeeling er elnettet meget belastet, så det var sjældent, at der gik en dag, uden at lamperne blinkede for derefter at gå ud – indtil nødgeneratoren prustende gik i gang.

I hyggestuen nedenunder blev der hen mod aften tændt ild i kakkelovnen. Det var lige, hvad man trængte til oven på en dag i den kølige, disede by – og en fin kompensation for den smukke udsigt over Himalayas tinder, som udeblev den tid, vi var i byen …

Flere billeder fra Indien

Her kommer lidt flere billeder fra forfærdelige/fantastiske Indien:

Det gælder om at være opfindsom, når man som rygsækrejsende gerne vil spare lidt penge samt undgå at få sit tøj vasket i en lokal sø :-) Udfordringen er her at få det tørret...

Trafikkaos i Udaipur – men sådan er det nu i hele Indien. Det gælder bare om at have hornet i bund.

I Udaipur var husene smukt dekorerede med vægmalerier.

Disse "kager" ligger og tørrer overalt i solen - sågar klasket op ad husmure flere steder. Det er kokasser blandet med halm, som bliver brugt til brændsel.

Over de fleste butiksdøre finder man denne fine kombination af chili og citron, som skal beskytte mod ”onde øjne”. Desuden hænger der ofte et billede af hinduguden Ganesh (ham med elefanthovedet) for held og lykke.

Bag på ALLE lastbiler står der ”BLOW HORN” eller ”HORN PLEASE”, og en enkelt gang så vi en med ”BLOW HORN PLEASE”. De er smukt malede på hver deres farverige måde, og fra sidespejlene blafrer der ofte lange ranker med sorte og røde kvaster.

I den hellige by Pushkar, hvor det bl.a. er strengt forbudt at spise kød og holde hinanden i hånden offentligt, ligger en stor sø. For tiden er det meste af søen udtørret, så pilgrimmene bader i de små pytter, der er tilbage.

I Rajasthans hovedstad, Jaipur, er alle husene i den gamle bydel malede lyserøde – også Vindenes Palads som ses på billedet.

Som de velopdagne vesterlændinge, vi er, sørgede vi for at gå rundt med vores skrald i lommer og tasker, når vi ikke kunne finde en skraldespand (hvilket var ofte). Inderne har et andet forhold til skrald.

Man kan komme helt, helt tæt på de vilde aber, som denne her på fortet i Jaipur.

Her er et billede fra vores ”elefant-safari”. Hver elefant har sit eget nummer, og de tøffer af sted efter hinanden som et andet mekanisk optog. Turen tager ca. ti min. og koster det samme som tre restaurantbesøg for to.

Det ser så lækkert ud, når det står der i slikmontren og lokker...

... det er det ikke.

Tilfældet ville, at der var Shiva-festival, mens vi var i Jaipur. Shiva er en af hinduernes mægtigste guder, og inderne strømmede til byen og de mange templer for at fejre ham. Da vi forvildede os med ind i et Shiva-tempel, fik vi tilbudt en skål foldet af blade med varm, krydret mælk. En ung pige forsøgte at lokke os til at drikke den velduftende drik, men vi vidste godt, at den var ”special” = fyldt med euforiserende stoffer.

Indgangen til Shivatemplet.

I stedet for vejpæle af plastik, bruger de allerede eksisterende træer langs vejen.

På de indiske veje møder man mange forskellige transportmidler – oksekærrer, traktorer, Hero Honda-motorcykler, lastbiler, cykeltaxaer, biler, mennesketrukne boder, tuk-tuk'er (en slags trehjulet knallert-taxa) og som her – kamelkærrer.

Morgengry i naturreservatet hvor vi var på tigersafari.

Vi så ingen tigre, men en del hjorte.

Her er det så – det berømte Taj Mahal, som på afstand ligner et kæmpemæssigt maleri.

Når man kommer helt tæt på, ser man, at det kendte gravmægle ikke kun er hvidt (foto: Agnete).

(foto: Morten)

De indiske kvinder er altid farvestrålende med deres smukke klædedragter og deres mange smykker.

Man skal lige vænne sig til, at hagekorset (heldigvis) har en positiv betydning i Indien.

Friske blomsterkranse bliver brugt som dekoration mange steder.

En af de mere udfordrende udhugninger på et af de nogle-og-tyve kama sutra-templer i byen Khajuraho. En kvindelig indisk turist ledte os hen til denne elefant, der som den eneste i rækken ikke kigger ligeud. Den nyder et anderledes syn på sex, forklarede hun.

Her ses en hel ydervæg fyldt med detaljerede figurer.

Vores chauffør Roshan (ikke Rajan som vi kom til at kalde ham).

Prøv det her derhjemme: Hæld kogende vand over friskrevet ingefær, friskpresset citron og en stor klat honning. Det smager himmelsk!

Ved Ganges-floden i Varanasi valfarter massevis af pilgrimme til.

Solopgang over Ganges.

Her er regningen for en halv dag på vores yndlingsrestaurant Vaatika ved Assi Ghat (en af de sydligste trapper ned til Ganges). 470 Rupee svarer til ca. 60 kroner.

Morten fordrev ventetiden mellem måltiderne med at tegne...