På USAs vestkyst fik vi bekræftet flere af vores fordomme omkring amerikanerne, men vi blev også overvældet over deres enorme hjælpsomhed.

I Los Angeles blev vi taget godt imod af Agnetes gymnasieveninde Anne, som har slået sig ned i byen som musiker.

Anne og hendes roommate tog os på en lille sightseeing i Hollywood, hvor vi blandt andet kom forbi det hotel, som Julia Roberts blev reddet fra af Richard Gere i slutscenen fra Pretty Woman.

Vores søde tourguiders tålmodighed blev sat på en prøve, da vi gik på alle stjernerne på Hollywood Bouleward - eller rettere stoppede ved hver anden stjerne for at tage endnu et billede. Her er det Harrison Fords stjerne.

Dadadadadadadada (vores bedste bud på at gengive titelmelodien fra Beverly Hills 90210).

Dagen blev sluttet af med et besøg til udsigtspunktet over byen og det kendte Hollywood-logo.

I LA lejede vi en bil for et par dage og kørte ud i ørkenen. Viva Las Vegas!

Når man nærmer sig spillebyen, begynder den ene kæmpereklame efter den anden at poppe op af det flade ørkensand.

Man kan i et splitsekund komme til at glemme, hvor man er, når man både passerer sfinksen og frihedsgudinden. Hvert hotel har sit eget tema, som prøver at overstråle de andres.

Selv om man passerer Venedis gondoler, minder klorlugten fra "kanalen" en om, at man er i det falske og fantastiske Vegas.

Vi boede på hotellet Circus Circus, som viste cirkusforestilling en gang i timen.

I Vegas kan du finde all-you-can-eat-buffeter i alle varianter - for eksempel med pandekager, pasta eller bøffer i amerikansk format. Vi valgte sidstnævnte - de lækreste bøffer i ulækre mængder.

Bare rolig. Vi gjorde det ikke. Selv om det havde været et ømt syn med Elvis-præst og det hele.

Vi spenderede tilsammen hele $10 på denne enarmede tyveknægt, og så var det spil nok for os.

Efter Las Vegas kørte vi mod Grand Canyon og fik en bonusoplevelse med, da turen gik over dæmningen Hoover Dam.

På vejene så vi flere gange amerikanerne køre rundt i deres kæmpemæssige mobilehomes, mens de trak deres bil efter sig.

Grand Canyon er hverken den længste, bredeste eller dybeste, men den er et imponerende syn.

...Især når man står helt ude ved dens kant og føler sig lillebitte til sammenligning.

...Forsvindende lille (find Holger ved at klikke billedet større).

Tilbage i LA besøgte vi Universal Studios, hvor vi blandt andet så Wisteria Lane (fra Desperate Housewives), de gamle biler fra Jurassic Park og Back To The Future samt hajen Bruce fra Dødens Gab. Men bag de virkelighedstro kulisser er der bare - ja, kulisser.

Vi fik også demonstreret filmeffekter i form af diverse eksplosioner i en genopførelse af flere af scenerne fra filmen Waterworld.

Når man bliver sulten og tørstig i USA, er det vigtigt at huske, at denne størrelse er en lille cola, før man bestiller!

Vi tog bussen fra LA og nordpå til det køligere San Francisco, hvor duerne er garvede i at søge ly for regnen.

Byen er opdelt i flere forskellige kvarterer - blandt andet Castro, hvor de regnbuefarvede flag hylder de mange homoseksuelle, som bor i kvarteret. Det var her politikeren Harvey Milk boede.

Vi boede ved siden af China Town-bydelen, som har sin egen port, så man ikke er i tvivl om, hvor man er ved at begive sig ind.

Vi boede også tæt på Little Italy, som foruden de italienske restauranter har markeret sig ved at male italienske flag på alle lygtepælene i kvarteret.

Flere af San Franciscos gader er enormt stejle, men på Lombard Street er hældningsproblemet løst ved at udstyre vejen med det ene skarpe hårnålesving efter det andet.

Vi kunne ikke dy os for at gå ind i den her slikbutik, som havde karameller, der smagte af alt fra ingefærkage til mango. Efter at have fyldt halvdelen af bunden i vores indkøbskurv med godterne måtte vi dog skuffede indrømme, at de smagte mere af salt sæbe end af frugt og kage.

Nede fra havnen kunne man se Alcatraz. Fængslet var efter sigende det eneste på sin tid, der gav deres fanger bad i varmt vand. Men det var ikke for at forkæle de hårdkogte kriminelle, det var for at fangerne ikke skulle vænne sig til koldt vand og flygte ud i havet.

Vi undervurderede afstanden ned til San Franciscos varemærke, Golden Gate Bridge, og endte med en lille spadseretur på over syv timer (med fotopauser og lidt omveje).

På afstand ser linerne, som holder broen, ikke ud af så meget, men tæt på er det en anden sag.

I modlys er det svært at se broens farve, men når man står ved stolperne og kigger op, er den lige så rød som på tv.

Efter 21 timer i bus op til Seattle er det uvurderligt at blive hentet af to velkendte ansigter. Hvis I ikke kan huske Alex og Josie, så gå tilbage i bloggen til Darjeeling i Indien. Efter en hjemmesmurt sandwich og et bad tog de os med på fiskerestaurant.

Alex var så sød at give os sit eget soveværelse, og da vi vågnede op, var der pandekager til morgenmad.

Kaffekæden Starbucks blev grundlagt i Seattle, som i dag har over 400 af slagsen! Den første butik ligger der endnu og holder fast ved det oprindelige logo, som er lidt mere udfordrende end det nye.

Alex tog os med til en baseballkamp, hvor byens hold, the Mariners, spillede (og tabte). Men vi fik hotdogs og fadøl i plastikkrus, så vi var lykkelige.

En eftermiddag tog vi på byens kæmpemæssige musikmuseum, hvor de blandt andet har flere af Jimi Hendrixs guitarer - eller hvad der var tilbage af dem.

For at sige tak for gæstfriheden kokkererede vi middag til Alex og to af hendes venner. Aldrig er et kilo frikadeller blevet modtaget så varmt.

I stedet for at bruge ti timer i en kedelig bus op til Canada tog vi hurtigbåden Victoria Clipper op til Victoria på Vancouver Island.